Post by Bodil Grove Christensenhttp://udd.uvm.dk/199803/udd3-2.htm?menuid=4515
Endvidere blev ved en folketingsbeslutning i maj 1969
undervisningspligten udvidet fra syv til ni år med et frivilligt
supplerende 10. år. Beslutningen var enstemmig, men mange undlod
at stemme eller blev borte. Mange af de traditionelle
grundtvigianere i Venstre og Det Radikale Venstre var
modstandere af udvidelsen.
Konsulenten tager formentlig fejl - som du ser er der mange andre
kilder der taler imod det - og for at bidrage yderligere med
kilder, kan jeg henvise til professor Vagn Oluf Nielsen,
seniormedarbejder ved DPU - cand.pæd. i historie (i øvrigt min
tidligere lektor i faget skolehistorie på universitetet), som
blandt andet skriver:
"Allerede i mellemkrigstiden voksede der en stærk dansk
reformpædagogisk bevægelse frem. Dens tilhængere ønskede en mere
demokratisk skole med friere undervisnings- og
organisationsformer. Efter den anden verdenskrig forstærkedes
kravet om en demokratisering af skolen, og kampen kom mere og mere
til at dreje sig om en niårig, udelt enhedsskole. Det var især Det
Radikale Venstre og Socialdemokratiet, støttet af venstrefløjen,
som gik ind for den udelte skole, mens Venstre og især De
Konservative ønskede at fastholde en deling efter evner og anlæg.
Lærerne i byerne var modstandere, mens landsbyskolelærerne, som jo
var fortrolige med den udelte skole fra deres praksis, var
tilhængere.
Skoleloven i 1958 blev et kompromis mellem de to hovedsynspunkter.
Mellemskolerne blev afskaffet, og folkeskolen fik en syv-årig
hovedskole, som var overbygget med en tre-årig realafdeling og 8.
og 9. klasser, altså en klar deling af eleverne efter 7. klasse.
6. og 7. klassetrin kunne deles i en boglig og en almen linie, men
kommunerne og forældrene havde mulighed for at bestemme, at denne
deling ikke skulle finde sted. Ordningen blev omtalt som den milde
deling. I de nærmeste år efter lovens gennemførelse indførte flere
og flere kommuner udelte klasser, støttet af lærere og forældre.
Omkring 1970 gik ca. 85 pct. af 6. - 7. klasses eleverne i udelte
klasser. Først i årene efter 1972 lykkedes det at udvide
undervisningspligten fra syv til ni år. I skoleloven af 1958 var
formålet uforandret i forhold til 1937-loven. Men som tidligere
omtalt (og citeret) genudsendte undervisningsministeriet i 1960 en
tilføjelse fra 1941 til formålet. Og i Den blå Betænkning fra 1960
slutter kapitlet om Læseplaner og skolen med denne passus:
"Det er skolens formål at dygtiggøre børnene til at gå ud i
samfunds- og erhvervslivet, velegnede til at opfylde de krav, man
med rimelighed kan stille, men først og fremmest er det skolens
opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som
harmoniske, lykkelige og gode mennesker."
http://udd.uvm.dk/200309/udd200309-03.htm?menuid=4515
Det bliver nu nok umuligt at gøre noget ved det før efter nytår,
men stol på at jeg forfølger sagen - det er jo blevet en ren
besættelse her. :-) -
I hvert fald tyder alle kilder på at Kurt Johannesen tager fejl,
men det bliver først muligt at få undervisningsministeriet i tale
efter nytår (jeg har prøvet) og derpå vil jeg naturligvis forsøge
at få den gode konsulent i tale, som så bør kunne forklare denne
diskrepans der er mellem hans kolleger og andre forskeres
opfattelse af loven.
Der er flere end jeg, der har påvist at der står noget andet i
loven end det, den gode konsulent skriver, så det bliver ret
spændende at høre, hvad han mener.
Selv tror jeg ikke på at alle andre konsulenter, en professor i
skolehistorie etc. (som i øvrigt har været involveret i den
velkende doktorafhandling af Nørgaard: "Lille barn, hvis er du?"
og som i mange år har forsket i skolehistorie) kan tage så meget
fejl, men jeg vil da give dig "the benefit of the doubt" indtil vi
får afklaret om Kurt Johannesen ene blandt alle, har ret og de
andre tager fejl - eller om der er en anden forklaring.
Det må dog stå til troende, at når lovgivningen skriver at
undervisningspligten først blev 9 år i 1972 og der ikke fremstår
andre kilder til dette end Kurt Johannesen, så er det nok
usandsynligt at han har ret -men lad os se.
--
Wilstrup